23948sdkhjf
Annonce

Soft shops skal styrke sportsgigants vækst med 20 procent

Sport 24 er én af de største forhandlere af sportstøj og -udstyr i Danmark. Én helt bestemt produktkategori har nu fået øget opmærksomhed i kæden

Håndbold er en stor sportsgren i Danmark. 

Det gælder både på antallet af udøvende medlemmer - over 100.000 i alt og syvendeflest af alle idrætsgrene - men i særdeleshed også på et kommercielt plan.

Det kan direktør i Sport 24-kæden, Lars Elsborg, bekræfte - og også fortælle mere om. 

For den danske sportsgigant har for ganske nyligt lanceret et fremstød på håndboldmarkedet med en ny såkaldt soft shop i Kolding Storcenter

- Salget af håndboldprodukter skal boostes. Det er essensen af det hele, forklarer Lars Elsborg indledningsvist til RetailNews. 

Det er gennem brandet Hshop, som Sport 24 opkøbte i 2018, at den markante håndboldsatsning skal stå sin prøve. 

- Vi har en meget større muskel, hvis vi sammenfletter økonomien og de menneskelige ressourcer mellem Sport 24 og Hshop. Hshop ejer håndboldkategorien i Sport 24-regi, og det var en beslutning, vi tog i løbet af 2023, siger Lars Elsborg og slår fast, at Hshop-brandet er en "vigtig del af den overordnede strategi for Sport 24". 

Voldsom vækst

Ifølge Lars Elsborg "vokser indendørskategorien på Sport 24 voldsomt". 

Den specifikke kategori omfatter - udover håndbold - også blandt andet padel og indendørs fodbold, men det er håndbolden, der er den primære vækstmotor. 

- Det er et konkret fokuspunkt at vækste og vokse inden for håndboldkategorien. Vi har enormt mange sponsorater i håndboldverdenen, både hos eliteklubber og i breddemiljøet. Så vi har en historie og et DNA, der hænger rigtig godt sammen med håndbolden, siger han. 

Lars Elsborg tilføjer, at "det er helt logisk", at Sport 24 foretager den nuværende håndboldsatsning med tanke på, at kæden også har investeret flittigt i sponsorater til flere foregående håndboldslutrunder på dansk grund. 

- Så det er også en rigtig god grund til, at vi sætter yderligere fart på vores håndboldengagement lige nu. Den kategori vil vi gerne forankre i Sport 24-regi.

To plus to

Lars Elsborg vil over for RetailNews ikke blive konkret på, hvor stor en omsætning Sport 24 henter hjem på håndboldprodukter. 

Han slår dog fast, at man gerne vil lægge "mellem 15 og 20 procent" på væksten inden for den specifikke kategori. 

- Fodbold er enormt vigtigt, men i håndboldkategorien kan vi se, at vi kan gøre en kæmpe forskel i markedet i forhold til vores konkurrenter, påpeger han. 

Sport 24-direktøren understreger, at kæden "nok er markedsleder i dag" på håndboldkategorien. 

- Men det handler rigtig meget om at befæste de positioner, man har, når konkurrenterne bevæger sig ind over grænserne. Vi kigger meget på hvilke områder, vi er rigtig gode på, og hvor vi under ingen omstændigheder vil give noget væk gratis. Og sådan et område er håndbolden, tilføjer han. 

SPORT 24 A/S
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 1484,0 1428,4 1021,9
Bruttofortjeneste 311,2 321,9 258,5
Resultat af primær drift 52,2 91,2 55,2
Resultat før skat 50,7 89,8 58,5
Årets resultat 38,7 69,2 46,0
Balancestatus 580,5 580,8 469,6
Egenkapital 208,7 220,0 195,3
Antal ansatte 532 508 469
Kilde: CVR

Flere soft shops

Mens den første soft shop allerede er at finde i Sport 24-butikken i Kolding Storcenter, venter der snart en ny af slagsen, når håndbolduniverset også indtager Sport 24 i Bruuns Galleri i Aarhus. 

Og der skal flere butikker til, slår Lars Elsborg fast. 

- Én butik er en test, men ikke en rigtig test. Vi bliver nødt til at have flere butikker i spil for at finde ud, hvad der virker og ikke virker hos kunderne. 

- Vi har et håb om, at det her kan blive stort, siger han. 

En gængs opfattelse er desuden, at håndbold er en decideret jydesport - men i Sport 24-regi kan man også se fine salgstakter øst for Storebælt. 

Men i forhold til placeringen af nye testbutikker er man alligevel fast besluttet på at opstarte konceptet på jysk grund. 

- Det er helt sikkert tanken, at det nye koncept skal rulles ud i hele landet. Men det vil være dumt starte der, hvor der er færrest kunder, erkender Lars Elsborg. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Annonce
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.772